| |
Afd 123 på Hvidovre Hospital |   |
Jeg hedder Camilla, er 29 år og bor nu i Odense.
Jeg blev kørt ned omkr. årsskiftet 2002/03. Jeg lå i koma i 17 dage, og var på hospitalet i 5 mdr. (jeg fik total hospitals-kuller!!)
Jeg blev kørt ned i krydset, hvor Roholmsvej møder Roskildevej i Albertslund/Glostrup.
Til at starte med kom jeg på Glostrup hospital, senere kom jeg på Hvidovre Hospital. Jeg var også et smut på Rigshospitalet (pga. et epilepsi anfald - jeg fik noget epilepsi medicin som jeg blev trappet ud af før jeg blev udskrevet, og havde kun det ene anfald (Heldigvis!))...
Men jeg kan kun huske at jeg var på afd. 123 på Hvidovre...
Cirka 1-2 måneder før -og efter ulykken, er som slettet ("med et viskelæder") fra min hukommelse. Mærkelig fornemmelse - men jeg er i dag sikker på; at det er kroppens/hjernens egen måde at beskytte sig selv på. = en forsvars mekanisme. Og jeg er sgu heller ikke helt sikker på, at ulykken ville være det fedeste at kunne huske!?
Mit Ophold på Hvidovre hospital, var præget af meget humor... Sygeplejerskerne sagde ofte at jeg havde en morbid humor, fx når jeg vandt i et spil over ikke-skadede, og sagde: "Hvaaa hvordan føles det, at blive slået af en hjerneskadet!?" Man bliver nød til at tage lidt gas på det ellers bliver det sgu for trist!!
Jeg fandt også ud af; hvem der virkelig brød sig om mig (var rigtige venner), og hvem der "bare" var bekendte.
Der var rigtig mange af mine "venner", der kun kom derop i starten (bare for at se "giraffen"), eller slet ikke kom …
Jeg fik et af de store værelser, fordi de i starten bl.a. havde brug for at jeg blev videoovervåget. Jeg var dér i alle 5 mdr., sikkert fordi min mor have lavet et kæmpe stykke arbejde, for at det skulle være bare lidt hyggeligt. Hun hængte fotos op, af alle mine mennesker, og dem hun ikke selv havde billeder af bad hun tage et billede med som hun hængte på min væg - på det tidspunkt, vidste de jo ikke, hvor meget og hvem jeg kunne huske!?
Hun hængte også billeder/malerier og specielle breve op, som folk havde lavet til mig.
Hun hængte en tegning, hun havde lavet, op på min dør, af en lille kylling, der havde forbinding på, fordi den havde slået hovedet... Sådan at jeg, når jeg var ude i den store forvirrende og utrygge verden, og ikke kunne huske hvilken dør der var "min" dør.. Så kunne jeg kende den på tegningen.
Selvom jeg blev 23 år - 4 mdr. efter ulykken. Gik min mor og jeg i en slags symbiose (det er noget der normalt sker mellem mor og spædbarn; at de begge ser dem som "ét menneske", fordi de i 9 mdr. har været som et menneske).
Det skete formentlig fordi; at jeg ligesom startede forfra; med hvad jeg kunne, hvad jeg gjorde, hvad jeg følte og hvad jeg tænkte.
Da jeg vågnede op efter den 17 dage lange koma, kunne jeg hverken; tale, gå, spise eller tørre mig, når jeg havde været på toilettet. Kort sagt jeg kunne ingenting selv - ligesom en baby... Jeg vil tro, at for min mor var det ligesom at have en baby igen, jeg skulle "beskyttes", passes på og læres hvordan man gebærder sig. Jeg satte også min mor højere end alle andre, når sygeplejerskerne ex. skulle spise med mig, sagde jeg: "du ka' godt gå - min mor ka' godt!".
Jeg havde også et rigtig godt forhold til mine kontaktsygeplejersker, jeg kan specielt huske Vibeke... Hun kaldte mig "Vortesvin", fordi jeg lå og spiste gajoler om natten (hvilket selvfølgelig var temmelig farligt, fordi jeg havde været halvsides lammet, og derfor kunne komme til at blive kvalt). Og om morgenen, når hun så kom ind og vækkede mig havde jeg ofte gajoler siddende rundt omkring på kroppen.
Jeg måtte selvfølgelig ikke ligge og spise gajoler om natten, så de kørte mit sengebord væk, hvor gajolerne lå... Men så var jeg jo snu - jeg fandt ud af hvordan man låste hjulene på sengen op, og så tøffede jeg med sengen over til natbordet, hvor mit slik lå!! Jeg har senere tænkt på; hvor stor en griner natsygeplejerskerne må ha' haft, hvis de havde tændt for overvågningskameraet.
Jeg havde en super fysioterapeut... Ja alle de ansatte var simpelthen så søde - jeg havde et helt team til at hjælpe mig tilbage til en funktionel hverdag. Der var 2 sygeplejersker, 1 læge, 1 ergoterapeut, 1 fysioterapeut og 1 socialrådgiver, der alle arbejdede sammen om at gøre det bedste for mig. Og de var alle fantastisk dejlige mennesker!!
Min fysioterapeut optog mig på video, hvor jeg gik ned ad hospitalsgangen, først med talerstol, så med ham, og til sidst alene. Han optog mig også da jeg lavede den første kande kaffe! Jeg huskede det som om jeg lavede det hele selv, 
men da jeg så optagelsen kunne jeg se at jeg faktisk ikke lavede noget selv, uden han førte min hånd, og så gav han mig ind i mellem 2 små puf i venstre side, for at minde mig om at jeg var der.
Jeg fik af vide, at når det hele virkede håbløst, skulle jeg se videoen, og se hvor meget jeg havde rykket mig, og hvor langt jeg var kommet siden dengang.
Jeg fik antidepressiv medicin, da jeg blev kørt ned... Det valgte de at bare tage fra mig, hvilket resulterede i, at jeg fik det rigtig dårligt psykisk. Når min mor sagde hvor heldig jeg havde været - tænkte jeg: "Så ville jeg sgu nødig være uheldig + at jeg tænkte; når jeg nu var så godt i gang med at dø... Hvorfor helvede reddede de mig så!?
Men jeg har oplevet mange ting siden, både gode som dårlige, og der har ved gud, været Mange ting og tider siden, der har været svære og hårde! Men alt i alt er jeg glad for livet... Det er ikke blevet som jeg engang forstillede mig det ville blive, men jeg har fået en sød, dejlig kæreste (han har også selv har en hjerneskade) som jeg har en fremtid, jeg kan tro på sammen med!!
Der var en der sagde til min mor, at hun skulle tage nogle billeder af mig, så jeg bedre kunne forstå hvad de talte om, når de talte om komaen: