| |
Jeg var ham den trætte fyr |   |
Lennart Popp er en af deltagerne i Dansk Epilepsiforenings levevilkårsundersøgelse for unge med epilepsi. Gymnasietiden var en svær periode af hans liv på grund af epilepsien
Tekst: Helle Juhl
Lennart Popp har ikke mange gode minder fra sin gymnasietid, og han tvivler også på, at kammeraterne fra dengang husker meget om ham.
- Jeg var ham den trætte fyr nede i hjørnet. Sådan tror jeg, de fleste vil huske mig.
Lennart Popp er en af deltagerne i levevilkårsundersøgelsen for unge med epilepsi. For ti år siden gik han på HF på Greve Amtsgymnasium. En periode af hans liv, der var svær af flere grunde, men først og fremmest på grund af hans epilepsi.
- Dengang var epilepsien ret ny. Den kom i teenageårene, efter at jeg i ti års-alderen havde haft tre hjerneblødninger som følge af nogle medfødte svage blodkar i hjernen. Det blev jeg opereret for, og det er arvævet herfra, som har givet epilepsi i form af både små og store anfald. Jeg har også mistet lidt af synet på venstre øje, men epilepsien er langt det værste, siger Lennart, der i dag bor i København og er uddannet teknisk designer.
Lennart fandt epilepsien meget hæmmende i de første år. Især på grund af frygten for at få anfald, mens han var i skole.
- Det skete kun én gang, og det var i forbindelse med eksamen på sidste år, men jeg frygtede altid for, at det skulle ske for øjnene af kammeraterne. Jeg hadede fornemmelsen af at miste kontrollen over mig selv, fortæller Lennart, som heller ikke indviede mange af kammeraterne i sygdommen. I stedet trak han sig fra fællesskabet.
- Jeg var ham, der altid befandt sig ude i periferien, og jeg pjækkede også en del. Især i idræt. Det var heller ikke tit, jeg tog til fester. Jeg måtte jo ikke drikke ret meget og følte mig anderledes. Desuden var jeg ofte træt, blandt andet fordi jeg fik en del anfald uden for skoletiden, og så selvfølgelig på grund af medicinen. Jeg prøvede i den periode flere forskellige præparater og var derfor ikke særlig velbehandlet.
I dag ville jeg ønske, jeg havde været mere åben om epilepsien, men det er svært, når man er teenager og ikke vokset op med sygdommen. Sygdomserkendelse tager tid, siger Lennart Popp, som også peger på familiens flytning fra Hvidovre til Greve og moderens død nogle år tidligere som medvirkende årsager til, at han ikke trivedes på HF og endte med at måtte tage sidste år om på VUC.
Svært at date
I dag har Lennart erkendt sin lidelse og er aktiv i epilepsiforeningens ungdomsafdeling. Her har han også truffet kæresten, Jannie.
- Jeg har ikke været specielt udfarende i forhold til piger. Det er svært på en date at skulle sige: Nu skal du lige høre, jeg har for resten epilepsi. Så går der ligesom et gardin ned, forklarer Lennart.
I dag har han et afklaret forhold til sin epilepsi. Den er også rimeligt velbehandlet, så han kun får anfald cirka fire gange om året. Han ville ønske, han havde erkendt sygdommen tidligere.
- Det har taget næsten ti år, og det er ærgerligt, for jeg tror sagtens, jeg kunne have accepteret den tidligere. Nu kan jeg slappe mere af omkring den. Det gælder om at involvere sig og lære sin epilepsi at kende, for i de fleste tilfælde skal man leve med den resten af livet.
Lige nu, hvor Lennart er arbejdsløs, stikker epilepsien alligevel sit fjæs frem.
- Så kan man ikke lade være med at tænke på, om epilepsien får en til at ryge nederst i ansøgerbunken. Også selv om jeg uden problemer har haft fuldtidsarbejde, siden jeg blev færdig som teknisk designer i 2005, fortæller Lennart, der i foråret blev afskediget fra Dong Energy’s fibernet-division, fordi koncernen valgte at drosle ned på det område.
Tror mere på sig selv nu
Ledigheden bruger han til at opkvalificere sig i. Han tager et kursus med henblik på at arbejde i byggesektoren, samtidig med at han søger på livet løs, og optimismen og selvværdet er trods epilepsien heldigvis i god form.
- Jeg har allerede god erfaring fra arbejdsmarkedet, og det er en stor fordel, når man skal finde nyt job. Og det at Jannie er kommet ind i mit liv betyder også meget. Så tror man både mere på sig selv og på fremtiden.
Det gælder om ikke at fokusere for meget på problemerne og i stedet arbejde uden om dem, siger Lennart Popp.
Læs mere
Læs nyhed om ungdomsundersøgelsen
Hent medlemsundersøgelsen "Levevilkår for unge med epilepsi" her