| |
Medgang og modgang |   |
"Nu er jeg klar over, hvorfor jeg fik den behandling, som jeg gjorde. Folk er simpelthen for uvidende om epilepsi. Selvfølgelig er det ikke alle lærere og socialrådgivere, der er så uforstående, ubehjælpsomme og uvidende som dem, jeg har mødt. Men til dem, der render ind i dem, der er: Lad være med at lade jer slå jer af pinden, husk på, at det er jer, der skal leve jeres liv, og ikke andre."
Af Nana, 21 år
Da jeg fik konstateret epilepsi, var jeg lige fyldt 17 år. Alt var ellers ret perfekt. Jeg havde mange venner, havde det altid sjovt og med fuld fart over feltet. Jeg gik i 10. klasse med udsigt til en Hf, da jeg fandt ud af, at jeg måtte lægge mit liv om. Jeg blev nødt til at slappe mere af og gennemgå den healingsprocess, der nu medfølger, når man lige er startet på medicin.
Det var svært for mig at acceptere, at jeg var syg, og på mange måder følte jeg mig pinligt berørt over dét, jeg følte var en kæmpe svaghed; at jeg pludselig ikke længere var den pige, som alle folk troede, jeg var. Dette betød, at jeg i starten valgte ikke at fortælle det til nogen af mine venner. Kun min familie og mine nærmeste lærere fik det af vide, i tilfælde af anfald. På daværende tidspunkt var mit liv fuldt af forventninger til mig selv og til min uddannelse og fremtid.
Mistillid
Hen ad efteråret fik jeg flere anfald, og jeg måtte blive hjemme fra skole. Hvorpå min lærer kontaktede mig og spurgte til, hvorfor jeg ikke havde været i der. Jeg prøvede at forklare hende det. At når jeg havde haft et anfald, havde jeg brugt så mange kræfter, at jeg havde brug for at sove og få hvilet ud. Men hun troede ikke på mig. Hun mente, at hvis jeg havde haft et anfald, så kunne jeg jo fint fungere, når anfaldet var slut. Men dette var bare ikke tilfældet. Når jeg har haft et anfald, kan jeg op til to dage senere ikke skrive, binde mine egne snørebånd m.m. Det forstod hun bare ikke. Jeg gav hende brochure, om hvad epilepsi var, og tilbød hende en læge erklæring. Et par dage efter fandt jeg ud af, at hun havde kontaktet min læge og krævet af ham at få at vide, om jeg overhovedet fejlede noget. Jeg blev rasende og ulykkelig. Pludselig gik det op for mig, at hele skolen vidste, at der foregik et eller andet, og flere af min venner henvendte sig til mig og fortalte, at vores lærer havde snakket om mig foran klassen og fortalt, at jeg var dårligt selskab, da jeg havde ”pjækket”. I foråret droppede jeg ud.
Hjælp at hente?
Inden næste skoleår startede, kontaktede jeg min socialrådgiver, da jeg gerne ville videre. Jeg fortalte hende, hvad jeg havde været igennem, og hvor jeg ville hen nu. Jeg ville gerne have en HF og dernæst læse til journalist. Hun ventede ikke længe, før hun havde svaret på det hele. Hun sagde ordret, at det var en urealistisk plan, jeg havde, at man jo som epileptiker ikke kunne regne med at kunne fungere som alle andre. Men at hun ville meget gerne finde et arbejde til mig, hvor jeg ikke kom til at stresse, og hvor der ville være opsyn med mig hele tiden i tilfælde af anfald. ”Nej,” tænkte jeg, "det her kunne bare ikke være rigtigt!" Men i stedet for at gå fuldstændig under blev jeg stædig. Jeg gik hjem og ind på nettet på VUC’s hjemmeside for at se, hvad de kunne tilbyde mig. Her var der ingen, der kendte mig eller havde forudfattede meninger, om hvad jeg var i stand til at kunne klare med en sygdom som min. Så jeg startede på en 10. klasse på Århus VUC. Og det gik godt. Jeg fik min 10. klasse og er nu på sidste år af min HF.
Nu
Jeg søger ind på journalistuddannelsen til marts. Jeg har det godt i dag og har lært at leve med min epilepsi. Jeg tror, at det er vigtigt at tage sig tid til at lære sin sygdom at kende, så man ved, hvordan man skal leve med den; vigtigt ikke at smide sine drømme væk, men at gøre plads til sin sygdom, eller som jeg blive venner med den, istedet for at se den som sin fjende.