| |
Når jobbet går en anden vej |   |
Af Marianne, 27 år (myga)
Jeg fik konstateret epilepsi i 1992 efter et grand mal anfald om natten.
I folkeskolen havde jeg ingen problemer med at få hjælp til mine anfald. Nogen kunne give mig stesolid, hvis det var nødvendigt, og en af mine klassekammerater var stærk nok til at bære mig ind i et rum, som var indrettet med puder, så jeg kunne sove bagefter. Var det virkelig slemt, blev enten min far eller 112 kontaktet.
Vi boede i et lille samfund.
”alle kender alle”
Til gængæld fik jeg ikke så meget ud af 10. klasse, fordi jeg fik mange grand mal anfald. Derudover boede jeg hjemme - og at være 17 år og bo hjemme og være pakket ind i vat, var på en gang betryggende, fordi jeg hele tiden havde nogen omkring mig, til hvis det nu skulle ”gå galt”, men det var samtidig bare ikke så teenageragtigt.
Så jeg valgte at komme på efterskole et godt stykke vej hjemmefra, både for at komme væk, men også fordi skolen havde specielle emner - filosofi og psykologi som speciale.
De første uger var hårde.
Jeg, der var vant til at være i familiens skød, var nu kommet langt hjemmefra.
Skolen og eleverne blev informeret, om at jeg var epileptiker og hvad der skulle gøres, hvis der evt. skulle komme anfald.
Jeg har altid været åben om mit handicap/sygdom, for jeg mener det gavner dem, jeg skal være sammen med, at de ved hvad de skal gøre, hvis der skulle komme et anfald. Samtidig giver det mig mere tryghed, at de ved det og ikke bare tager den nemme løsning og ringer 112 - for som epileptiker er det nytteløst og spild af skattepenge at vågne op på en skadestue, bare for at sove 3-4 timer.
Efter efterskolen var det min drøm at blive fysio- eller ergoterapeaut, så jeg tog tilbage til Holbæk og startede på HF.
Desværre bestod jeg ikke religion, så der var ingen hue til mig, men det var ikke det værste den sommer. Det var da jeg kontaktede skolen for at høre, om der var andre muligheder for at komme ind, nu da jeg ikke havde en hel studenter eksamen. Så snakkede vi også om min epilepsi, og så sagde vejlederen, at de ikke tog epileptikere ind, da de kunne tabe deres patienter.
Men hvis jeg læste til social- og sundhedshjælper først, så kunne jeg godt komme ind...
Jeg tog så en periode i Netto for lige at tænke det hele i gennem.
Bagefter besluttede jeg mig for at søge ind på Social- og sundhedshjælper-uddannelsen, da den kunne være et springbræt til mange ting.
Jeg har nu læst videre til Social- og sundhedsassistent, da det efterhånden vidste sig, at jeg ikke kunne få nok af det her felt. ;-)
Jeg blev færdig for tre år siden, og lige nu arbejder jeg med demente og psykiske syge.
Det er langt fra mit drømmejob som fysio- eller ergoterapeaut, men dette er er området, jeg er landet i pt.
Her er borgerne aldrig de samme.
De kan spænde over et stort spektum, så det er meget spændende, og jeg føler virkelig, at jeg kan hjælpe og gøre en forskel, og det er dejligt.
Og skal der bestilles hjælpemidler eller trænes, så hjælper jeg gerne mine kolleger, og så ”dufter” det lidt af det job, jeg aldrig fik.
Nogen gange finder vi noget 2 tæt på….