| |
Skadestue i Singapore |   |
Når det lille barn snupper en stor håndfuld af mors epilepsimedicin og begynder at få kramper, så gælder det om at komme på hospitalet og få skyllet maven, men det er ikke så lige til på en skadestue i Singapore
Vi har nu boet i Singapore siden januar 2009. Sydney er nu 16 måneder, og det går fantastisk med hende, og vi er begge faldet rigtig godt til. I tiden indtil nu har vi dog desværre haft et par besøg på skadestuen.
Den første gang var tilbage i maj. Her havde jeg været fuldstændig skødesløs og havde lade min medicin (uden indpakning) ligge inden for hendes rækkevidde. Uden at lægge mærke til det snupper hun denne og spiser den som alt andet. Noget tid efter begynder hun pludselig at hyle fuldstændig vildt og ukontrolleret. Normalt er hun ikke en baby, der hyler uden grund. Jeg tog hende op og hun vred sig og skreg helt voldsomt. Pludselig fik hun nogle slemme muskelkramper, og så var ikke et sekund i tvivl om, hvad der var sket.
Jeg tog hurtigt noget tøj på og fløj ned efter en taxa. Vi bor heldigvis ikke mere en 3 minutters taxatur fra KK Hospital, som er hospitalet for kvinder og børn. Vi kom til skadestuen hurtigt, og her skulle det vise sig, at jeg skulle vise mig fra min rigtig dårlige side. Vi skal lige skannes for H1N1, og det er også helt ok. Jeg vidste, at hun bare skulle have skyllet maven hurtigst muligt for at undgå eventuelle skader. Vi trækker et nummer. Forholdsvis hurtigt kommer vi ind til en sygeplejerske, som skal vurdere alvoren af skaden. Jeg sidder med en fuldstændig hysterisk unge mens hun spørger mig til hendes tidligere sygehistorie helt ned til den mindste detalje. Jeg prøver desperat at fortælle hende hvad der er sket, og at der altså skal ske en skylning af maven hurtigst muligt. Hun vurderer til slut (10 min efter), at det er en alvorlig situation. Hun giver mig en henvisning, som vil sende mig direkte ind til en læge, men først skal jeg lige checkes ind.
I Singapore er det offentlige system ikke helt ligesom i Danmark. Her skal man selv betale for alt, selvom det i vores tilfælde er dækkes totalt af en sygesikring i forbindelse med Michaels arbejde. Vi skal dog selv lægge ud, men det er det mindste af det. Jeg venter her yderligere 10 min. Nu er det altså ca. 30 minutter siden hun åd medicinen, og jeg var ved at blive godt irriteret. Vi kommer nu direkte ind til en læge – troede vi. Vi bliver bedt om at vente ved en seng, og der kommer en læge hurtigst muligt. Han kommer dog også efter kort tid. Vi sætter os ned ved en computer, hvor lægen stiller samme spørgsmål, som sygeplejersken forinden allerede spurgt om. Inden han er færdig med at skrive på computer er det nu minimum 45 minutter siden episoden. Nu skal han lige checke med sin overlæge. Efter 5 minutter henvender jeg til en af de 20 sygeplejersker og spørger hvornår der sker noget. Det var i mine øjne en meget simpel behandling at skylle hendes mave. Jeg vidste, at som minutterne gik, så var der større og større sandsynlighed for eftervirkninger.
Til sidst bliver jeg helt hysterisk og truer med at gå til en anden skadestue (hvilket dog aldrig ville ske). Jeg truede sikkert også med en masse andet, men det virkede dog. Forholdsvis hurtigt kommer en læge nu med slange osv. for at få skyllet Sydneys mave. Det går herefter hurtigt, og det er tydeligt at se i den væske der kommer op, at hun har spist piller. Det skal lige siges, at hun har spist omkring 400 ml Lamictal, og det er jo ret voldsomt. Jeg havde indlægssedlen med, og selvom den ikke er på engelsk, så burde de kunne finde den alligevel, da de havde det rigtige navn på medicinen. Sydney fik herefter noget tjærelignende væske, som skulle absorbere den resterende væske. En læge kommer for at fortælle mig om bivirkninger, som kan forekomme. Jeg vidste godt, at det kunne påføre en hjerneskade. Hun remsede op i massevis, og til sidst bad jeg hende om at tie stille. Jeg var i en hel anden verden, for jeg ville aldrig kunne tilgive mig selv, hvis hun nu blev ramt af noget, som var min skødesløshed var skyld i.
Da Michael endelig kunne slippe fra arbejde, var Sydney faldet i søvn. Vi blev indlagt på en 4-børns stue, hvor hun skulle observeres på tæt hold. Vi indså dog hurtigt, at ingen af de 4 børn på stuen sover. Når den ene er faldet i søvn begynder den anden at hyle og sådan kører det i cirkel. Vi bad om en ”opgradering” til en privatstue, og fik den også til sidst efter meget overtalelse. Vi forstod dog ikke helt, hvorfor de tøvede med dette ønske, for det er jo i deres egen interesse idet de tjener flere penge. Vi kom på en stue, hvor Sydney kunne sove i fred og ro, og hvor vi kunne snakke stille. Vi fik at vide, at så længe hun opførte sig som hun plejede, så blev chancen for bivirkninger mindre og mindre. Hun havde sovet lige siden behandlingen, og det var nok meget normalt i betragtningen af den energi hun havde brugt på at være så hysterisk og samtidig den medicin hun havde fået. Natten gik også helt fint, og hun sov helt som hun plejede. Om morgenen vågnede hun og spiste morgenmad og var glad og ville lege.
Vi var begge meget lettede, da lægen ved stuegang fortalte os, at nu var chancen for bivirkninger bestemt blevet reduceret kraftigt. De ville gerne beholde os et par dage mere, men vi valgte at tage hjem. Vi bor som sagt kun 10 minutters gang fra hospitalet. Det viste sig også med tiden, at Sydney forblev helt som hun plejede, og nu skulle risiko perioden været overstået.
Det var en hård omgang, og der er vist ingen tvivl om, at jeg er meget mere opmærksom på min medicins placering.
Det seneste besøg på samme skadestue var i forbindelse med hendes første rigtige skridt. Om morgenen rejste hun sig pludselig op og gik rundt i lejligheden. Hun var selvfølgelig lidt usikker, men hun gik rigtigt. I løbet af dagen fik hun gået en del ture. Pludselig falder hun forover og banker hovedet ned i glasbordet. Der kom en grim flænge i øjenbrynet. Selvom der ikke var meget skrig og skrål, valgte jeg alligevel at gå ned på skadestuen for at finde ud af om det skulle lappes sammen. Dernede var det samme procedure som sidste gang. Det eneste der irriterede mig en del var, at de stillede de samme spørgsmål som ved sidste besøg. Man skulle mene, at siden de havde fået svar på alle disse spørgsmål én gang, skulle de kunne finde de oplysninger i hendes journal
Jeg kan ikke følge mange af Singapore’s procedure inden for flere områder. Jeg har dog nu sat mig meget ind i deres sygehusvæsen, så jeg er klar til en eventuel episode.
Af Camilla
Camila har tdilgere fået bragt rejsebreve fra Singapore:
”På den anden side af epilepsien ligger Singapore”.
"Epilepsi i Singapore med et blåt øje"