| |
Jeg er måske ikke så anderledes alligevel |   |
Anja var 18 år, da hun fik sit første anfald. I dag har hun været anfaldsfri i fem år og lever med epilepsien i kulissen - mens hun arbejder sig tættere og tættere å sin drøm om at blive journalist
Af Anja Krause
Det var en lun sommeraften i juni. Min kæreste og jeg havde slået vores nye telt op i mine forældres have og gjort klar til at sove i det fri.
Det var en uge før, vi skulle på den famøse Roskilde Festival. Vi havde derfor lagt os i teltet for at afprøve det – med store forventninger om at det ville kunne skærme os for mudder og regn, når vi holdt en pause mellem koncerterne på festivalen.
Humøret var højt. Jeg lavede sjov som sædvanlig.
Midt i en joke om sommerens højdepunkt lavede jeg en mærkelig bevægelse med hovedet og drejede mig bagud.
”Hvad laver du?” lød det fra min kæreste, som syntes, at morskaben havde taget en mærkelig drejning.
Men da han spurgte mig, var jeg allerede væk. Uden at vide det, fik jeg den juniaften mit allerførste epileptiske krampeanfald.
En hård opvågning
Juvenil Myoklon Epilepsi. Det er navnet på mine mærkelige kramper og blå ansigts kulør.
Sygdommen kan have været en del af mit liv i mange år før den sommeraften i juni. Det er ikke til at vide. Men det er først, da jeg får resultatet af scanninger og EEG’er , at jeg ved, at mit liv er forandret.
Jeg må ikke længere drikke! Jeg må ikke være for længe oppe! Og jeg må ikke glemme min medicin!
Et nyt liv med kramper
Efter den lune sommeraften i juni ser min verden anderledes ud. Men bedre end det kunne have set ud. Min medicin kan sandsynligvis holde mig anfaldsfri. Men som teenager i 1.g har jeg ikke mit helbred som den højeste prioritet.
Jeg føler mig anderledes. Når de andre drikker øl, skal jeg drikke sodavand. Når de andre går videre til et andet diskotek, så skal jeg gå hjem og sove. Og når de andre snakker om studier, så overvejer jeg, om jeg overhovedet kan læse videre.
Jeg var aldrig ved bevidsthed, når kramperne pludselig kom. De kom som en tyv om natten, lige før jeg skulle sove. Det eneste jeg mærkede var en kraftig hovedpine, når jeg endelig kom til mig selv en halv time efter de mystiske bevægelser.
Måske derfor blev min sygdom efter nogle måneder til to piller om dagen og den obligatoriske hovedpine, når uheldet en sjælden gang var ude.
Det har nok været mit held, at jeg ikke ved, hvordan mine anfald ser ud. Kun min kæreste og et par venner har oplevet de underlige kramper og følt uroen, når jeg er stoppet med at trække vejret. Jeg ville måske aldrig have sprængt de trygge rammer og var startet på mit drømmestudium,
hvis jeg vidste, hvor voldsomt det så ud.
En lys fremtid
”Klik klik klik” hænderne farer henover computertastaturet. Der er deadline om 10 minutter, og artiklen skal bare være færdig. Underviseren tapper med fingeren på urskiven. Det er ved at være tid til at aflevere.
Jeg kan mærke adrenalinen pumpe. Det sidste punktum skal sættes, for nyhederne skal trykkes til tiden. Sådan er det i den virkelige verden. En verden som er kommet tættere på, siden den skæbnesvangre nat for 7 år siden.
Jeg er ikke længere bange for, om jeg kan klare den virkelige verden med min sygdom. Min fremtid byder på et helt almindeligt liv. Så længe jeg lever med omtanke.