| |
Retningslinier eller en vejledning? |   |
Skal man altid gøre alt, hvad alle siger? Anders mener nej...
Af Anders
Jeg oplever desværre at mange er autoritetstro. Selvfølgelig skal man lytte efter, hvad læger og neurologer siger.
Jeg har levet med de råd, jeg har fået. Og brugt dem som retningslinier og ikke en vejledning. For i en vejledning er der ikke plads til ændringer.
Der er næsten ingen, der er ligeglade med, at de har epilepsi. De passer så meget på, hvad de foretager sig, at de glemmer at leve. At man skal tage visse forholdsregler, er naturligvis en selvfølge, men man kan altså også tage for mange.
Jeg mener bare, at man ikke skal lave alt for meget om på sig selv. Det gælder især dem, der lige har fået diagnosen. Lægen siger dit, og lægen siger dat. Det er ikke til at forstå alligevel. Det er jo for de ”jer” unge en meget stor omvæltning.
Bare husk: Du er stadigvæk den samme. Du har ikke ændret dig spor. Den følgesvend, du har haft med dig hele tiden, er bare blevet synlig. Nu skal du så lære at kende den.
Det er her, det store problem opstår. Der er ikke meget hjælp at hente.
De fleste familier prøver at hjælpe alt det, de kan, men hvis du er 13-14 år, når det opdages, er det nok det sværeste tidspunkt i livet. Der er helt andre ting som er mere betydningsfulde end Epilepsi.
Er det ikke bare pinligt at snakke med en, man godt kan li’ – og så er den intime samtale slut, bare fordi der lige var et ryk, eller bevidstheden var borte et sekund. ”Hvad var det nu, vi snakkede om?”
Jeg har selv kastet både glas og krus til højre og venstre. Det er ikke det, der fremmer interessen. Derefter er kun din ”sygdom”, det handler om. ”Der røg den chance,” tænker du måske.
I dag er jeg ligeglad. Det betyder ikke noget for mig, hvad andre synes. Dem der kan acceptere mig, er mine venner, dem der ikke kan acceptere det, er det synd for. De ved ikke, hvad de går glip af.
Det er din indgangsvinkel, der er nøglen til din fremtid. Det betyder ikke noget, du venter med at fortælle, hvad der er sket, før du er klar. Eller til du har fået et anfald. Når det kommer til stykket, er de fleste forstående. Og det hjælper alligevel ikke at fortælle, hvad de skal gøre. Uanset hvad der sker, ændrer det dig ikke. For hvem du er, bestemmer epilepsien ikke. Det er dig, der bestemmer, hvad der skal ske. Om du vil have retningslinier eller en vejledning.